I det gamle landbosamfund var man så godt som selvforsynende.
På markerne dyrkede man korn, som man hjemme på gårdene lavede grød, brød og øl af, som man spiste hver dag. Ved gårdene havde man også nyttehaver med grøntsager og frugt, som fuldkommen dækkede ens behov. Fra husdyrene fik man naturligvis kød men derudover også en række andre værdigfulde ting: Fra køerne fik man mælk til fløde og ost, fra fårene uld til klæde og tælle til lys, fra hønsene æg og fra gæssene og ænderne fjer og dun bl.a. til fyld i dynerne. Man slagtede selv, og alle dele af dyrene blev brugt. Der blev straks saltet ned, da man ikke havde køleskabe og frysere. Fersk kød hørte slagtetiden og højtiderne til.
Som selvforsynende var man helt afhængig af, at man undgik misvækst og sygdom blandt dyrene. Den sårbarhed var man sig meget bevidst, og man søgte at sikre sig ved hjælp af lykkebringende ritualer. På Nyord havde man blandt andet skikken, at man gemte en tot uld fra lam og får, der blev slagtet, som man stak ind et sted i staldbygningen for at bevare heldet for de øvrige dyr. For at beskytte de små gæslinger mod rovfugle, førte man dem igennem hofteskålsknoglen fra en hest – for så mente man, at rovfuglene ville opfatte dem så store som heste og derfor ikke angribe. Når køerne første gang skulle ud på marken om foråret, lagde man en økse foran døren, som man lod dem træde hen over, og det gentog man om efteråret, når de kom ind igen. Så ville intet ondt ramme dem.
Typisk husmandssted i Damme på Møn, foto fra perioden 1925-40.
Gård. Hans Hansens gård i Keldbylille, i dag Museumsgården
Se åbningstider.
Danmark er et lille land, og op igennem historien har der været store ligheder i, hvad man har spist i de forskellige egne. Men der har også været forskelle udsprunget af både forskellige dyrkningsforhold og traditioner. Der har altid været tæt kontakt mellem Møn, Falster og det sydøstlige Sjælland, og derfor har områderne også haft meget til fælles kulinarisk. Anvendelsen af pærer er eksempelvis en ting, områderne har til fælles, men på Møn har man i særlig grad brugt mange tørrede pærer i husholdningen. Såkaldte flæskepærer var således en særlig slags små pærer, som man tørrede og spiste sammen med flæsk.
På Møn var der også særligt mange gæs, så der blev spist meget gåsesteg og gerne med fyld af tørrede pærer, æbler, svesker eller syltede blommer. Gåsekødet kunne også gemmes til senere, hvis det blev røget eller saltet. Indmaden blev typisk saltet ned, og sammen med hals og vingespidser gik den under betegnelsen ”kråser”. Det blev brugt i kråsesuppe, som det kendes fra hele landet. Af blodet lavede man gåsepølse med tilsatte byggryn og rosiner. På det salte gåsekød blev kogt gåsegrød, og især fra Vestmøn kendes kråsekål, som var en suppe kogt af hvidkål, gulerødder, pærer og kråser samt tilsat lidt svinekød og flæsk. De egentlige gåsekråser blev anset for at være en delikatesse, og de blev som pærekråser brugt som festret bl.a. til jul.
Røde ribben har også fra gammel tid været en mønsk specialitet. Det var et stykke ribbenssteg, som blev saltet med nitrit tilsat i lagen, og siden stegt med svesker, pærer og æbler. Den rødlige farve kom af saltningen.
Sild spillede siden middelalderen en stor rolle i den daglige kost både som kogt spegesild eller direkte fra salttønden. Ål har man også spist og gerne i form af potteål. Det var ålestykker, som blev skåret i mindre stykker og kogt med meget lidt vand sammen med eksempelvis kartofler og æbler. På Bogø brugte man at koge potteålene med syltede kirsebær og sveskeblommer.
Af bagværk skal naturligvis nævnes de specielle mønske klejner, som man stadig laver op til jul. De er store og bliver – til forskel fra andre klejner – ikke vredet. De spises med syltetøj eller med gelé indeni. Tidligere har man spist klejnerne til festlige lejligheder året rundt og ikke kun til jul.
H. C. Andersen foretog flere såkaldte fodrejser. I 1829 vandrede han på Sydsjælland og kom en dag til Nyråd tæt ved Vordingborg. Ved Hulemosegården tog han fejl af den statelige hovedbygning og en kro og gik lige ind. Indenfor mødte han manden og konen på gården, som var ved at spise ost og drikke punch. Digteren bad også om også at få serveret noget punch, men noget salt til i stedet for osten. Det var først, da han havde spist og drukket, og var klar til at vandre videre, at det gik op for ham, at det var et privat hjem og ikke en kro, han havde besøgt! Det har været gæstfrie folk på gården!