“Før i tiden var det var kutyme at udveksle ølgær, for at hindre indavl”; der er nogle sætninger der er så sære at man ved, man aldrig vil glemme dem. Det var kvinderne der traditionelt stod for ølbrygningen, formentlig fordi hygiejnen jo skulle være i top, som Lotte Vinge siger. Læs om Nøddebjerg Øllet og om Øl Olga her.”


Nøddebjergøllet bliver brygget på Nøddebjerggård på ØstMøn, der har været i familiens eje i mere end 200 år. Så har man rødder og så er man en ægte MønBo. Ølbrygningen på stedet er mindst lige så gammel, måske endda ældre.

Det er tæt på klichéfyldt at hævde at Lotte Vinge er flasket op med øl – og at hun har fået det ind med modermælken, men det er sådan det er. Faktisk har øllet løbet i årerne i mange generationer og folk på disse egne ved godt hvem Øl Olga var. Historierne om hende eksisterer i bedste velgående derude på ØstMøn. Der var Klintekongen – og så var der Øl Olga! Lotte kan huske det meste. Olga Hansine Hansen, født Jensen, var hendes mormor, som hun har løbet i skørterne på, hele sin barndom.

Det er Lotte, til daglig bankrådgiver i Nordea i Vordingborg, der i dag driver Nøddebjerggård med sin mand Bent. Og ølbrygningen og den pænt store gårdbutik. Der bliver også bagt, ikke mindst rugbrød på restproduktet fra ølproduktionen, mask! Som i gamle dage; på Olgas tid.
Olga døde i 1988 og blev 84 år. Hun bryggede øl til den dag hun kom på plejehjem – og den sidste bryg hun satte over, var faktisk til hendes egen 80års fødselsdag. Hun var både berømt og berygtet og som Lotte siger; ”Hvis der var noget hun yndede, så var det at binde folk noget på ærmet”.
Olga’s daglige antræk, som husmødre brugte det på den tid – og jo ikke mindst på landet, var kittelkjole, forklæde og hårnet. Dertil hendes foretrukne uld vest, foruden en masse energi og et stort smil.

Nøddebjerggård var et sted der trak folk til – man var altid velkommen og Olga skænkede gerne, tit og ofte et godt krus øl. Der var ikke penge mellem folk på den tid på bryggeriet, men der kom et vist mål af naturalierne den anden vej. Lidt kød, et par fisk, en bakke æg – eller en god historie fra de varme lande.

Olga var selv stor leverandør af en virkelig god historie. Hun yndede at pynte folk, som hun sagde – og det er hændt mere end en gang at folk er trimlet i grøften på vej hjemover fra Søndre Landevej 69, med både cykler og biler.

Øl med egen Langdysse
Ikke bare har gården en mere end 200 år gammel historie, den huser også Busemarke Langdysse, der har stået hvor den står, godt funderet i det østmønske kridt i godt 5.400 år. Og vidner om at her har mennesker boet siden den tidlige stenalder – og i al den tid, der har været folk på Møn. Stenhøjen, som langdyssen bliver kaldt til daglig, har formentlig spillet en rolle langt tilbage i familien. Til hvad er gået tabt, men Olga brugte den aktivt. Et ikke ukompliceret led i ølproduktionen på Olgas tid, var de 24 grader som det store egetræskar helst skulle have når gæren skulle sættes på. Og så blev der ellers læst over øllet ude på Stenhøjen, med en fast tro på, at forbindelsen til tidernes morgen var en kraft man kunne trække på. Lotte kan ikke huske hvad Olga læste, men det kunne have været et udvalgt stykke fra biblen!
Selv om Olga ikke solgte øllet, kan man godt tale om at hun professionaliserede ølproduktion. I hvert fald systematiserede hun den. Hun bryggede på en overleveret opskrift, som bliver brugt den dag i dag.

Produktionen i dag
Der bliver som sagt stadig brygget øl i rigelige mængder på Nøddebjerggård. Nu på egen humle. Og øllen har naturligvis stærke stedbundne navne som Langdyssen, Stenhøjen og En ægte Olga. Produkter, der fortsat er rundet af både tidligere tider og den mønske urkraft.
Nøddebjerg Øl har 6 varianter af den traditionelle øl – og som regel et par døgnfluer, fordi Lotte og Bent løbende eksperimenter og prøver nye smagsvarianter af.
Lotte overtog gården i 2004 efter sine forældre – og genoptog ølproduktionen, der efter Olga havde været indstillet i en årrække. De gamle egetræskar er for længst byttet ud med stål og anden modernitet, der skal til – jo ikke mindst når man skal sælge sine produkter både i et detailled og direkte til kunder.

Og man skal lægge vejen forbi, hvis man skal smage på Nøddebjerg Øllet, der i dag kun bliver solgt i egen gårdbutik – eller på Restaurant ND122 i Klintholm Havn, hvor man endelig skal huske at bestille bord. Og det vil Lotte og Bent gerne holde fast ved, fordi deres produkter skal sælges med historien – som Lotte gerne vil fortælle selv. Og det gør hun godt!

Nøddebjerggård, Søndre Landevej 69, Busemarke, 4791 Borre. Åbent lørdag året rundt 9 – 16 og onsdag-lørdag 9-16 i sommermånederne.

Øl Olgas opskrift på Øl →
Restaurant ND122 →
Læs mere om øllets 11.000 år gamle historie →
Historisk om Busemarke Langdysse →