Fra slutningen af 1100 årene og frem til engang i løbet af 1500 årene kan man tale om et rent sildeeventyr i Øresundsregionen.
Især tre faktorer skabte, hvad man med et moderne udtryk næsten kunne kalde den perfekt storm.
For det første trak enorme mængder sild gennem Øresund fra Kattegat for at gyde i Østersøen. Silden kom i månederne september og oktober. Samtidige skriftlige kilder fortæller om sild i så store mængder, at man kunne øse dem op med hænderne, og skibene sad fast i fiskestimerne (Saxo). Trækker man noget fra til almindelig overdrivelse, så var der stadig tale om usædvanligt store mængder sild. Hvorfor det ebbede ud i løbet af 1500 årene, er stadig uklart, men skyldes formodentlig en blanding af overfiskeri, ændrede vandreruter for silden, ændring i vandtemperatur og måske også en ringere vandkvalitet i Østersøen.
For det andet var der en enorm efterspørgsel på silden. Med kristningen af Danmark kom der nye regler for hvad man måtte spise hvornår. Det betød bl. a. regler om at man skulle faste på bestemte dage – i alt 80-100 dage om året. Faste betød imidlertid ikke nødvendigvis total afholdenhed, men at man skulle afstå fra at spise kød. Fisk blev ikke regnet for kød og var derfor en vigtig kilde til kalorier og protein på de mange faste fastedage. Og her var den saltede sild noget de fleste kunne få råd til, og den var derfor efterspurgt i det meste af det katolske Europa.
For det tredje var logistikken nu på plads. Der var købmænd med ressourcer til at købe og sælge fiskene og skibe til at fragte dem, produktion af salt i minerne ved Lüneburg, der blev produceret tønder flere steder i Europa osv.
Sild. Våben for Møn (Mønbo Herred) (1584 udgave). Illustration fra Anders Thisets artikel Om danske By- og Herredsvaaben trykt i Tidsskrift for Kunstindustri 1893-1894.
Stege. Kobberstik, Betegnet No. 97., Findes også i: Samuel von Pufendorf: Sieben Bücher von denen Thaten Carl Gustavs Königs in Schweden. – Nurnberg. 1697. – Indsat som nr. 2 kobberstik efter s. 572. – UAÆS 186, -127 2°. – Opstillet i Kortsamlingen og Med stempel: L. E. Winding, Kjøbenhavn. Pufendorf, Samuel von Dahlberg, Erik.
Fisker. Olaus Magnus: Sildefiskeri ved Skåne (1555).
Sildene blev hevet op af havet af et sammenrend af tilrejsende karle fra landet og håndværkslærlinge- og svende, som gik sammen i små besætninger. De fleste af sæsonfiskerne var danske. Så blev fisken landet på stranden, især ved Skanør og Falsterbo.
Kongen ejede stranden, der lå øde hen i 10 måneder om året. Man købte sig, mod betaling til kongen, ind på et afgrænset område kaldet et fed – og her gjaldt de regler og love, man havde med hjemmefra. Mønboerne deltog i stort tal i det årlige sildefiskeri – og de havde også et eget område, hvor deres egen byret gjaldt.
Så i de to måneder silden var der i store stimer, var strandene et mylder af sæsonfiskere, gællekoner (der rensede silden og saltede den i tønderne), købmænd, hytter og herberger, folk der tjente på at lave mad eller handle med andre fornødenheder osv.
Når gællekoneren havde renset og saltet silden, blev tønderne kontrolleret og kvaliteten bedømt. Og herfra blev de fragtet ud til de fleste egne af Europa – man regner med, at der på de bedste år blev udskibet 300.000 tønder fra Skanør og Falsterbo.
Sildeaffaldet blev fragtet hen til de såkaldte Grumkarle, der af resterne kogte sildeolie, der blev brugt til smørelse eller som brændstof i tranlamper.
Kort. Skanør og Falsterbo omkring år 1900. em af de store landningspladser for silden i Øresund.
Byvåben m. sild. Skanør og Falsterbo
Stege på Møn er en af de østdanske købstæder, for hvem sildfangsten og -handlen var en meget væsentlig del af byens indtjening – det ses bl.a. ved, at der er en stor sild i byens våben. Retten kaldet sorte sild regnes også for en egnsret fra Møn. Sildene er hele bortset fra indvoldene og derefter saltede mindst et døgn. Herefter steges de overbål med lidt halm, så skindet brankes – heraf navnet sortsild.